www.ebbemunk.dkarrowAlice i Eventyrland

Alice i Eventyrland

af Lewis Carroll, tegninger af John Tenniel

 
 
 

Nu glider båden sagteligt,
mens sommerdagen går.
Små hænder drager årerne
det bedste, de formår.
Små kræfter vinder langsomt frem,
hvor solskinsbølger slår.

Hvad - be'r I nu om eventyr,
I tre små glubske unger,
skønt luften er som åndedrag
af spæde alfelunger?
Man kan jo knap få ørenlyd
for jeres rappe tunger!

"Begynd - begynd!" - den lille dronning
sparer ikke krudtet.
"Helst no'et rigtig tosset no'et!"
si'r nummer to besluttet.
Den tredje stemmer kraftigt i
mindst en gang i minuttet.

Og så, med et, forstummer de.
Alt synes nu så lydt.
De er i fantasiens land,
vidunderligt og nyt,
hvor drømt forvandler sig til sandt,
og ingen bliver snydt.

Men kilden tørrer ofte ind
og giver golde aks,
Så lover man, de siden
skal få mer af samme slags.
Tre stemmer ivrer En imod,
for de vil ha' det straks!

Og sådan føjed brikkerne
sig sammen to og to.
Vort muntre lille eventyr
fik langsomt lov at gro.
Og båden vender næsen hjem,
mens solen går til ro.

Kom, Alice, ræk mig så din hånd.
Tag mod mit eventyr
og gem det bag de drømmeslør,
hvortil vor tanke flyr -
som pilgrimshilsen fra et land,
hvor barnets verden gryr.

white_rabbit

Kapitel 1 - Alice dumper ned til kaninen

Hvor det dog kedede Alice at sidde sammen med søsteren dernede ved søen - uden at have noget at tage sig til! Et par gange havde hun kigget i den bog, søsteren var i færd med at læse, men der var ingen billeder i den og heller ingen samtaler ...

"Og hvad fornøjelse har man af en bog uden billeder, og hvor personerne ikke snakker med hinanden?" tænkte Alice.

Man kunne jo give sig til at binde kranse, men var det så morsomt, at det var umagen værd at rejse sig op og plukke bellis? Mens Alice således sad og tænkte frem og tilbage (så godt hun kunne på grund af varmen, der gjorde hende sløv og søvnig) - opdagede hun pludselig en hvid kanin med røde øjne. Den løb lige forbi hende ...

Det var ikke særlig mærkværdigt, og Alice syntes heller ikke, det var særlig overraskende, at kaninen sagde til sig selv: "Ih, du glade verden! Jeg kommer for sent!" - Da hun tænkte på det bagefter, syntes hun ganske vist, at hun burde være blevet forbavset, men lige i øjeblikket betragtede hun det som noget meget naturligt, at kaninen kunne tale. - Men da den også tog et ur op af vestelommen, kiggede på det og skyndte sig af sted, sprang Alice op, for nu slog det hende, at hun aldrig nogen sinde havde set en kanin, der både havde vest på og et ur, den kunne tage op af lommen. Alice blev vældig nysgerrig og løb bag efter kaninen, tværs over marken. Hun nåede lige netop at se den smutte ned i et stort hul, der var under hækken.

I næste øjeblik fulgte Alice efter den uden at tænke på, hvordan i alverden hun skulle komme ud igen.

Det første stykke af kaningangen gik lige ud som en tunnel, men så skrånede den pludselig nedad - og så brat, at Alice ikke nåede at standse, før hun mærkede, at hun faldt ned i en dyb, dyb brønd.

Ja, enten var brønden meget dyb, eller også faldt hun meget langsomt, for hun havde god tid undervejs til at se sig omkring og spekulere på, hvad der nu ville ske. Først prøvede hun at se ned for at blive klar over, hvor hun kom hen, men det var så mørkt, at hun ikke kunne se noget. Så kiggede hun på brøndens vægge og opdagede, at de var fulde af skabe og boghylder. Hist og her hang der desuden en del kort og billeder. Hun tog en krukke ned fra en af hylderne, da hun svævede forbi. "Appelsin-Marmelade" stod der på en seddel, men krukken var tom, til hendes store skuffelse. Hun turde imidlertid ikke give slip på den, af angst for at slå nogen ihjel, og derfor satte hun den straks ind på en af de hylder, hun svævede forbi.

"Ja," tænkte Alice for sig selv, "efter den her kolbøtte vil jeg ikke synes, det er noget særligt at falde ned ad trapperne! Så vil de vel nok sige derhjemme, at jeg er en tapper pige! Ja, jeg ville ikke engang hyle, hvis jeg faldt ned fra taget af huset!" (Og det var jo højst sandsynligt!)

Ned, ned og stadig nedad. Ville hun da aldrig holde op med at falde? "Hvor mange mil er jeg mon nu faldet?" sagde hun højt. "Jeg må snart være i nærheden af jordens midtpunkt. Lad mig nu se: Det må være næsten tusind mil, tror jeg -" (Ja, du forstår, Alice havde lært en masse af den slags ting i skolen, og selv om det ikke netop var det allerbedste tidspunkt, hun havde valgt til at vise sine kundskaber - eftersom ingen kunne høre hende - var det jo altid godt at genopfriske dem.) - "Ja, det er nok omtrent den rigtige afstand, men jeg kunne godt lide at vide, hvilken breddegrad eller længdegrad jeg er kommet til?" (Alice havde ikke det fjerneste begreb om, hvad breddegrad og længdegrad var for noget, men det var vældig morsomt at bruge den slags fine ord.)

Lidt efter begyndte hun at snakke igen. "Mon jeg falder tværs igennem jorden? Det bliver vel nok sjovt at komme ud til de mennesker, der går med hovedet nedad! Antipatierne, eller hvad de hedder -" (Denne gang var hun glad over, at ingen kunne høre, hvad hun sagde, for hun havde nemlig på fornemmelsen, at det ikke var det helt rigtige ord). "Men jeg vil naturligvis spørge dem om, hvad deres land hedder. Undskyld, frue, er det her New Zealand eller Australien?" (Og hun prøvede på at neje, mens hun talte - tænk engang: at neje, når man falder gennem luften! Tror du, du kunne gøre det?) "Og hun vil sikkert synes, jeg er en dum, lille pige! Nej, jeg vil ikke spørge om det. Jeg kan måske læse navnet et eller andet sted."

.

Ned, ned og stadig nedad. Da Alice ikke havde andet at tage sig til, begyndte hun at snakke igen. "Dina vil savne mig meget i aften; det er jeg overbevist om!" (Dina - det var hendes kat.)

"Forhåbentlig husker de at give den en underkop med mælk, når de drikker deres aften-te. Dina, kære, søde Dina, jeg ville ønske, du var her sammen med mig! Der er ganske vist ingen mus i luften, og det er jo trist nok, men du kunne måske fange en flagermus, og den ligner næsten en rigtig mus - Men mon katte egentlig spiser flagermus?" Nu begyndte Alice at blive søvnig og sagde hele tiden for sig selv, som om hun talte i søvne: "Spiser katte flagermus? Spiser katte flagermus?" Undertiden blev det til: "Spiser flagermus katte?" Men det var jo ligegyldigt, hvad hun sagde, eftersom hun ikke kunne svare på nogle af spørgsmålene.

Hun kunne mærke, at hun var ved at falde i søvn. Og hun var netop begyndt at drømme, at hun spadserede hånd i hånd med Dina, som hun spurgte meget indtrængende: "Nå, Dina, sig nu sandheden - har du nogen sinde spist en flagermus?" - da hun pludselig havnede med et bump midt i en dynge tørre blade. Og så faldt hun ikke mere!

Alice havde ikke slået sig det mindste. Hun sprang straks op og kiggede i vejret, men der var ganske mørkt over hendes hoved. Foran sig havde hun en lang gang, og hun kunne stadig se den hvide kanin, der ilede af sted ... Der var ikke et øjeblik at spilde - Alice fløj efter den, alt hvad hun kunne, og nåede lige netop at høre kaninen sige, idet den drejede om et hjørne: "Av, tak skæbne - hvor klokken dog er mange!" Hun var lige i hælene på den, men da hun kom om hjørnet, var den borte. Og hun befandt sig nu i en lang, lav sal, der blev oplyst af en række lamper, som hang ned fra loftet.

Der var døre hele vejen rundt, men de var alle sammen låsede, og da Alice forgæves havde prøvet på at lukke dem op, den ene efter den anden, gik hun, meget bedrøvet, midt ud i salen og spekulerede på, hvordan hun dog skulle komme ud igen.

Pludselig stødte hun mod et lille, trebenet bord, der var lavet helt af massivt glas. Det eneste, der lå på bordet, var en lille guldnøgle, og Alice tænkte straks, at den sikkert passede til en af dørene. Men ak, enten var låsene for store eller nøglen for lille - hun kunne ikke åbne en eneste af dørene! Men da hun for anden gang gik hele salen rundt, kom hun til et lille gardin, som hun ikke havde lagt mærke til før. Og bag ved det var der en lille dør, som knap nok var en halv meter høj. Hun prøvede den lille guldnøgle i låsen, og hvor blev hun glad, da den passede nøjagtig!

tiny_door

Alice åbnede døren og så nu, at den førte ind til en smal gang, der ikke var meget større end et rottehul. Hun lagde sig på knæ, og for enden af gangen kunne hun se den dejligste have, man kan tænke sig. Hvor hun dog længtes efter at komme bort fra den mørke sal og spadsere omkring mellem de vidunderlige blomster og de friske springvand, men hun kunne ikke engang få hovedet gennem døråbningen. "Og selv om mit hoved kunne komme igennem," tænkte den stakkels Alice, "ville jeg jo ikke have megen fornøjelse af det, når jeg ikke kan få skuldrene med. Ah, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne skydes sammen som en kikkert! Jeg tror nok, jeg kunne - hvis jeg bare vidste, hvordan jeg skulle begynde." Ja, ser du, der var jo allerede hændt så mange besynderlige ting, at Alice begyndte at tro, intet var umuligt!

Det var ingen nytte til at blive stående ved den lille dør, og derfor gik hun tilbage til bordet. Dér lå måske en anden nøgle - det håbede hun så småt - eller hun kunne måske finde en bog, der forklarede, hvordan man skulle bære sig ad med at blive et kikkert-menneske. Men denne gang fandt hun en lille flaske på bordet ("den var her bestemt ikke før," sagde Alice), og på flasken var der en papirstrimmel, hvor der stod med store, sirlige bogstaver: "Drik Mig".

drink_me

Det var jo meget godt, sådan uden videre at sige: "Drik mig", men Alice var en klog, lille pige, der ikke gjorde det lige straks. "Nej, jeg må dog først se efter, om der står "Gift" på flasken," sagde hun. Sagen var den, at hun havde læst en mængde små, rørende historier om børn, der havde brændt sig eller var blevet ædt af vilde dyr ... og mange andre ubehagelige ting ... blot fordi de ikke ville høre, hvad voksne mennesker havde sagt til dem ... at man brænder sig på en gloende ildrager, hvis man tager på den, og at det som regel bløder, hvis man skærer en meget dyb flænge i fingeren med en kniv. Og Alice havde heller ikke glemt, at hvis man drikker for meget af en flaske, der står "Gift" på, er det næsten sikkert, at man før eller senere får ondt i maven.

Der stod imidlertid ikke "Gift" på denne flaske. Alice turde derfor godt tage en slurk, og hun syntes, det smagte rigtig udmærket (det smagte som en blanding af kirsebærtærte, vanillecreme, ananas, kalkunsteg, flødekarameller og ristet brød med smør). Så det varede ikke længe, før hun havde tømt hele flasken.

"Det var dog en besynderlig følelse!" sagde Alice. "Nu er jeg vist ved at klappe sammen som en kikkert!"

Og således forholdt det sig virkelig. Nu var hun kun henved fem og tyve centimeter høj, og hendes ansigt strålede ved tanken om, at hun nu lige netop var så stor, at hun kunne gå gennem den lille dør og komme ud i den dejlige have. Men hun ventede dog først et par minutter for at se, om hun ville skrumpe endnu mere ind. Tanken gjorde hende en smule ængstelig. "Det ender måske med, at jeg forsvinder helt som flammen på et lys," sagde Alice for sig selv. "Hvad mon der så ville blive af mig?" Og hun prøvede at forestille sig, hvordan en lysflamme ser ud, når man har slukket den - hun kunne ikke huske, at hun nogen sinde havde set det ...

Da hun lidt efter mærkede, at der ikke skete mere, besluttede hun at gå ud i haven. Men, stakkels Alice! - da hun kom hen til døren, opdagede hun, at hun havde glemt den lille guldnøgle, og da hun gik tilbage til bordet for at hente den, var det hende umuligt at nå den. Hun kunne se den ganske tydeligt gennem glasset, og hun prøvede, så godt hun kunne, at klatre op ad det ene bordben, men det var alt for glat, og da hun havde anstrengt sig så længe, at hun var helt udmattet, satte hun sig ned og græd, den lille stakkel.

"Nå, det nytter jo ikke noget at græde på den måde!" sagde Alice strengt til sig selv. "Jeg råder dig til at holde op med det samme!" Hun plejede at give sig selv gode råd (men hun fulgte dem sjældent), og undertiden skældte hun sig selv så voldsomt ud, at hun fik tårer i øjnene. Hun kunne også huske, at hun engang havde prøvet på at give sig selv en lussing, fordi hun havde snydt sig selv i et parti kroket, som hun spillede imod sig selv. Ja, Alice var et mærkeligt barn, der godt kunne lide at lade, som om hun var to forskellige personer. "Men det er der ikke megen fornøjelse ved lige i øjeblikket," tænkte den stakkels Alice, "der er jo knap nok så meget tilbage af mig, at der er nok til eet menneske!"

Lidt efter fik hun øje på en lille glasæske, der var anbragt under bordet. Hun åbnede den og fandt en ganske lille kage, hvorpå der stod: "Spis Mig" (bogstaverne var af korender og meget smukt lavede).

"Ja, jeg vil spise den," sagde Alice, "og hvis den får mig til at vokse, kan jeg nå nøglen, og hvis den gør mig mindre, kan jeg krybe under døren. Det er mig lige meget, hvad der sker - bare jeg kommer ud i haven!"

Hun spiste et lille stykke af kagen og sagde forventningsfuldt til sig selv: "Bliver jeg større eller mindre?" Hun lagde hånden på sit hoved for at føle, om hun voksede opad eller nedad, og hun blev meget overrasket, da hun opdagede, at hun slet ikke forandrede sig. Nå, sådan plejer det jo at gå, når man spiser kager, men Alice var efterhånden blevet vant til, at der skete de mærkværdigste ting ... og derfor syntes hun, at det både var kedeligt og tosset, at der ikke hændte noget usædvanligt.

Nu begyndte hun at spise for alvor, og det varede ikke længe, før hun havde fortæret hele kagen.

Kapitel 2 - En hel sø af tårer

Alice streched tall

"Det bliver mere og mere mærkeligere!" råbte Alice. (Hun var så forbavset, at hun helt glemte at tale ordentligt). "Nu bliver jeg jo længere og længere ... og kommer til at ligne verdens største kikkert! Farvel, fødder!" (Da hun så ned på sine fødder, var de så langt borte, at hun næsten ikke kunne se dem). "Ah, mine stakkels små fødder - hvem mon der nu skal give jer sko og strømper på? Ja, jeg kan ikke gøre det! Jeg er så langt væk, at jeg ikke kan tage mig af jer; I må klare jer, så godt I kan. - Men jeg må være sød imod dem," tænkte Alice, "ellers vil de måske ikke samme vej som jeg! Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre - jeg vil give dem et par nye sko i julegave, hvert eneste år."

Og nu begyndte hun at spekulere på, hvordan hun skulle ordne den sag. "Jeg må sende dem med et bud," tænkte hun, "og hvor vil det blive morsomt at sende gaver til sine egne fødder! og sikke sjov adressen kommer til at se ud!

TIL ALICES HR. HØJRE FOD,
TÆPPE NR. 1,
VED KAMINEN.
(Med mange hilsner fra Alice).

"Nej, Gud, hvor jeg vrøvler!"

I samme øjeblik stødte hun hovedet mod loftet. Hun var nemlig mere end tre meter høj! Og nu tog hun straks den lille guldnøgle og skyndte sig hen til den dør, der førte ud til haven.

Stakkels Alice! Det eneste, hun kunne gøre, var at lægge sig ned på den ene side og kigge ud i haven med det ene øje. Men det var mere håbløst for hende end nogen sinde før at komme ud gennem døren. Hun satte sig ned og begyndte at græde igen.

"Du burde virkelig skamme dig," sagde Alice. "En stor pige, der græder sådan!" (Ja, nu havde hun da lov til at kalde sig selv "en stor pige" ). "Vil du straks holde op!" Hun blev alligevel ved med at græde. Tårerne strømmede fra hende i spandevis, og til sidst var der en stor sø rundt om hende. Den dækkede det halve af gulvet og var et par centimeter dyb.

Lidt efter hørte hun nogle små fødder trippe i nærheden, og hun skyndte sig at tørre sine øjne for at se, hvem det var, der kom. Det var den hvide kanin, som vendte tilbage! Den var meget fin i tøjet og havde et par hvide handsker i den ene hånd og en stor vifte i den anden. Den kom ilende i en forfærdelig fart og mumlede for sig selv: "Åh, hertuginden, hertuginden! Hun bliver fuldstændig ude af sig selv, hvis jeg har ladet hende vente!" Alice var så ulykkelig, at hun var i stand til at bede hvem som helst om hjælp. Da kaninen var ganske tæt ved hende, begyndte hun derfor at sige ganske sagte og forsigtigt: "Undskyld, men -" Kaninen blev så forskrækket, at den tabte de hvide handsker og viften - og forsvandt i mørket, så hurtigt som den kunne.

alice watching the rabbit

Alice samlede viften og handskerne op, og da der var meget varmt i salen, viftede hun sig ivrigt, mens hun snakkede videre med sig selv: "Ih nej, hvor alting dog er underligt i dag! Og i går gik jo alting, som det plejer ... Mon jeg er blevet en anden i nattens løb? Vent nu lidt - var jeg den samme, da jeg stod op i morges? Jeg synes næsten, jeg kan huske, jeg var lidt anderledes. Men hvis jeg ikke er den samme, så er spørgsmålet jo: hvem i alverden er jeg da? Ja, det er det, der er så gådefuldt!" Og nu begyndte hun at tænke på alle de børn, hun kendte, der var i samme alder som hun selv. Kunne hun være blevet forbyttet med nogen af dem?

"Ja, jeg er i hvert fald ikke Ada," sagde hun, "for hun har sådan nogle lange krøller, og mit hår krøller slet ikke. Og jeg er da heller ikke Elisabet, for jeg ved en masse ting, og hun, åh, hun kan ikke det mindste! Nå, ja, hun er hun, og jeg er jeg, og - nej, hvor er det dog tosset alt sammen! Nu vil jeg undersøge, om jeg kan alt det, jeg plejer at kunne. Lad mig nu se - fire gange fem er tolv, og fire gange seks er tretten, og fire gange syv er - åh, nej, jeg kommer jo aldrig til tyve på den måde! Nå, den lille tabel er jo heller ikke så vigtig. Lad os prøve med geografien. London er hovedstaden i Paris, og Paris er hovedstaden i Rom, og Rom - nej, det er jo helt forkert! Jeg må være blevet forbyttet med Elisabet! Jeg vil prøve at fremsige "Nej se, hvor krokodillen kan!"" Alice foldede hænderne i sit skød, sådan som hun gjorde, når hun læste noget udenad. Men da hun begyndte at sige ordene, havde hendes stemme en hæs og mærkelig klang, og versene lød slet ikke, som de plejede:

"Nej se, hvor krokodillen kan!
Se halens sjove spræl.
Den pjasker sig i Nilens vand
og pudser sine skæl.

Hvor har den dog et venligt smil.
Dens klo er kælenskab.
"Kom ind, du lille fisk,
og hvil din finne i mit gab!""

"Nej, jeg tror ikke, det er de rigtige ord," sagde den stakkels Alice, og nu fik hun igen tårer i øjnene, "jeg må bestemt være Elisabet," fortsatte hun, "og tænk, så skal jeg bo i det lille, elendige hus og næsten ikke have noget legetøj! Og en forfærdelig masse lektier skal jeg lære! Nej, nu ved jeg, hvad jeg vil gøre: hvis jeg er Elisabet, så bliver jeg hernede! Det kan ikke nytte noget, at de stikker hovedet herned og råber: Kom op igen, kære barn! Så vil jeg bare se op og sige: Hvem er jeg? Fortæl mig først det, og hvis jeg så synes om at være den, I siger, jeg er, kommer jeg op. Ellers bliver jeg hernede, indtil jeg er en anden. - Men, åh nej!" sukkede Alice og græd voldsomt, "jeg ville nu alligevel ønske, at de stak hovedet herned! Jeg er så forfærdelig ked af at være her helt alene!"

Da hun sagde dette, kiggede hun ned på sine hænder og opdagede til sin forbavselse, at hun havde taget en af kaninens små, hvide handsker på, mens hun sad og talte med sig selv. "Hvordan har jeg dog båret mig ad med det?" tænkte hun. "Jeg må være ved at blive lille igen." Hun rejste sig op og gik hen til bordet for at måle sin størrelse ved siden af det. Nu var hun - så vidt hun kunne skønne - omtrent en halv meter høj. Hun svandt hurtigt ind, og hun opdagede snart, at det skyldtes den vifte hun holdt i hånden. Derfor skyndte hun sig at lade den falde - ellers var hun måske forsvundet helt!

"Det var sandelig på høje tid!" sagde Alice. Hun var meget forskrækket over den pludselige forandring, men hun var alligevel glad, fordi hun stadig var til. "Og nu vil jeg ud i haven!" Hun løb, så hurtigt hun kunne, hen til den lille dør. Men ak, ak, den var stadig lukket, og den lille guldnøgle lå på glasbordet nøjagtig som før. "Og nu er det værre end nogen sinde," tænkte den stakkels Alice, "for jeg har da aldrig været så lille, som jeg er nu, aldrig! Det er virkelig for galt!"

Da hun sagde dette, gled hendes fod, og i næste øjeblik - pladask! - lå hun ude i det salte vand, lige til hagen. Hendes første tanke var, at hun på en eller anden måde var faldet i havet, "og så kan jeg tage med toget hjem," sagde hun til sig selv. (Alice havde en gang i sit liv været ved et badested. Der havde hun set børn, som gravede i sandet med træspader, badehuse ude i vandet og en lang række villaer langs stranden med en jernbanestation bagved ... Derfor troede hun, at der så sådan ud overalt ved kysten.) Hun opdagede imidlertid snart, at hun lå i den sø af tårer, hun havde grædt, da hun var tre meter høj.

pool of tears

"Jeg ville ønske, jeg ikke havde grædt så meget!" sagde Alice, da hun svømmede rundt og prøvede på at komme op af søen. "Nu får jeg vel den straf, at jeg drukner i mine egne tårer! Det bliver sandelig underligt. Men alting er jo så mærkværdigt i dag."

I det samme hørte hun noget plaske i vandet et lille stykke borte, og hun svømmede nærmere for at se, hvad det var. Først troede hun, det var en hvalros eller en flodhest, men så kom hun i tanker om, hvor lille hun selv var, og så gik det op for hende, at det blot var en mus, der var faldet i søen ligesom hun selv.

mouse pool of tears

"Mon det kan nytte noget at snakke med den mus?" tænkte Alice. "Alting er så mærkværdigt hernede. Det ville derfor ikke forbavse mig, om den kunne tale. Nå, der sker jo ingen skade ved, at jeg prøver." Og så begyndte hun: "O, mus, ved du, hvordan man kommer op af denne sø? Jeg er træt af at svømme omkring her, o, mus!" (Alice mente, at sådan skulle man sikkert tale til en mus. Hun havde aldrig gjort det før, men hun kunne huske, at hun havde set denne remse i sin broders latinske grammatik: "Musen - musens - til musen - musen - o, mus!") Musen kiggede spørgende på hende. Det så ud, som om den blinkede med det ene øje, men den sagde ikke noget.

"Den forstår måske ikke, hvad jeg siger," tænkte Alice. "Det er bestemt en fremmed mus, der er kommet her til landet ..." Hun begyndte derfor igen: "Où est ma chatte?" (Det var den første sætning, der stod i hendes franske læsebog.) Nu sprang musen højt op over vandfladen og skælvede af skræk i hele kroppen. "Ah, om forladelse!" råbte Alice hurtigt. Hun var bange for, at hun havde såret det stakkels dyrs følelser. "Jeg glemte fuldstændig, at du ikke kan lide katte."

"Ikke lide katte!" råbte musen vredt og med skingrende stemme, "ville du måske kunne lide katte, hvis du var i mit sted?"

"Nej, måske ikke," sagde Alice i en beroligende tone. "Men vær nu ikke vred! Og dog ville jeg ønske, jeg kunne vise dig vores kat - Dina. Jeg tror, du ville komme til at holde af katte, hvis du så den. Det er sådan en sød og venlig lille kat," fortsatte Alice halvt for sig selv, mens hun svømmede langsomt rundt i søen. "Og den sidder og spinder så hyggeligt ved ilden ... og slikker sine poter og vasker sig i ansigtet ... og den er så dejlig blød at kæle for ... og den er så dygtig til at fange mus - åh, om forladelse!" råbte Alice igen, for nu rejste musen sandelig børster, og hun var fuldstændig klar over, at den var meget fornærmet. "Nu vil vi ikke snakke mere om katten, hvis du helst vil være fri."

"Vi - hvad mener du med vi?" råbte musen, der rystede helt ud i halespidsen. "Som om jeg ville tale om den slags ting! Vor familie har altid hadet katte, sådan nogle væmmelige, tarvelige og ækle skabninger! Lad mig ikke høre ordet kat en gang til!"

"Nej, nej, det skal ikke ske!" sagde Alice og skyndte sig at snakke om noget andet. "Holder du - holder du af - af hunde?" Musen svarede ikke, og Alice fortsatte derfor ivrigt: "Der er sådan en sød, lille hund i nærheden af det sted, hvor vi bor. Den kunne jeg godt lide at vise dig! Det er en lille terrier med klare, spillende øjne og sådan en lang, krøllet pels, en brun pels! Hvis man kaster noget, henter den det, og den kan sidde pænt på bagbenene og bede om sin mad og gøre mange andre kunster - jeg kan ikke huske mere end halvdelen af dem - og det er en bondemand, der har den, og han siger, at den gør sådan en nytte; og den er mange, mange penge værd! Han siger også, at den slår alle rotterne ihjel og - åh, undskyld!" sagde Alice bedrøvet. "Nu har jeg vist såret den igen!" Musen svømmede nemlig bort fra hende, så hurtigt den kunne. Søen kom ligefrem i oprør ved det ...

Alice råbte efter den med sin mildeste stemme: "Kære, lille mus, kom dog tilbage igen, så skal vi hverken snakke om katte eller hunde, når du ikke bryder dig om dem!" Da musen hørte dette, vendte den om og svømmede langsomt tilbage til Alice. Den var helt bleg i ansigtet (af vrede, tænkte hun), og den sagde med sagte og skælvende stemme: "Lad os svømme i land, så skal jeg fortælle dig min historie - og derefter vil du forstå, hvorfor jeg hader katte og hunde."

Det var på høje tid at komme i land, for søen var efterhånden blevet helt fuld af fugle og andre dyr, der var faldet i vandet - der var en and og en dronte, en papegøje og en ørn og mange andre mærkelige dyr. Alice førte an, og hele selskabet svømmede i land.

Kapitel 3 - Et væddeløb og en tale

Det var sandelig et besynderligt selskab, der nu samlede sig inde på bredden. Fuglene havde pjuskede og snavsede fjer, og de andre dyr var så drivvåde, at pelsen klæbede til deres krop. Og de var alle sammen gnavne og i dårligt humør.

Det første spørgsmål var naturligvis, hvordan de skulle blive tørre igen. Man drøftede sagen, og Alice syntes snart, at det var ganske naturligt, at hun talte i al fortrolighed med dyrene, som om hun havde kendt dem hele sit liv. Hun havde en lang samtale med papegøjen, der til sidst blev tvær og blot sagde: "Jeg er ældre end du, og må altså vide bedre besked!" Det ville Alice ikke gå med til, hvis hun ikke fik at vide, hvor gammel papegøjen var, og da den nægtede at røbe sin alder, blev der ikke sagt mere.

Til sidst råbte musen, der åbenbart havde en vis myndighed: "Sæt jer nu ned alle sammen og hør på mig! Jeg skal snart få jer tørre!" De satte sig straks ned i en stor rundkreds omkring musen. Alice så meget ængsteligt på den, for hun var overbevist om, at den ville blive forkølet, hvis den ikke snart blev tør igen.

"Hm!" sagde musen med en vigtig mine. "Er I alle parat? Dette her er noget af det tørreste, jeg kender. Stille, alle sammen, om jeg må bede! Jeg vil holde et historisk foredrag om Vilhelm Erobreren - det er overordentlig tørt ... Altså: Vilhelm Erobreren, hvis sag fandt støtte hos paven, havde snart vundet englænderne for sig ... Englænderne, der manglede ledere, og som i den sidste tid havde været udsat for adskillige overgreb og erobringsforsøg. Edvin og Morcar, jarlerne af Mercia og Northumberland -"

"Uf!" sagde papegøjen og gyste.

"Undskyld!" sagde musen med rynket pande, men meget høfligt. "Sagde du noget?"

"Nej," svarede papegøjen hurtigt.

"Nå, det forekom mig dog," sagde musen. "Godt, så fortsætter jeg. - Edvin og Morcar, jarlerne af Mercia og Northumberland sluttede sig til ham; også Stigand, den fædrelandselskende ærkebiskop af Canterbury, fandt det rådeligst -"

"Fandt hvad!" sagde anden.

"Fandt det, " svarede musen "du ved vel, hvad det er?"

"Jeg ved nok, hvad det er, når jeg finder noget," sagde anden. "Så er det som regel en frø eller en orm. Spørgsmålet er: hvad var det, ærkebiskoppen fandt?"

Musen brød sig ikke om anden, men fortsatte temmelig gnavent skyndsomst: "... fandt det rådeligst at forene sig med Edgar Atheling og drage Vilhelm i møde for at tilbyde ham kronen. Vilhelm optrådte først meget behersket - men normannernes hensynsløshed - hvordan har du det nu, min lille ven?" fortsatte musen henvendt til Alice.

"Jeg er mere våd, end jeg nogen sinde har været," sagde Alice temmelig nedslået. "Jeg bliver åbenbart slet ikke tør af det her."

"I så tilfælde proponerer jeg," sagde dronten højtideligt og rejste sig op, "at mødet ajourneres i den hensigt at tilvejebringe mere effektive ..."

"Tal dog ordentligt!" sagde ørnen. "Jeg forstår ikke halvdelen af de der lange og besynderlige ord - og det tror jeg for resten heller ikke du gør selv!" Her bøjede ørnen hovedet, for at man ikke skulle se, at den lo. Nogle af de andre fugle fnisede højlydt.

"Det jeg ville sige," sagde dronten i en fornærmet tone - "det var, at den bedste måde, vi kan blive tørre på, er ved at lave et handicap-løb."

"Hvad er et handicap-løb for noget?" spurgte Alice - ikke fordi hun brød sig særlig om at få det at vide, men dronten tav, som om den ventede, at en eller anden skulle sige noget, og ingen følte åbenbart trang til det ...

"Ja," sagde dronten, "den bedste måde at forklare det på er at gøre det." (Og da du måske kunne a lyst til selv at lave sådan et væddeløb en kold vinterdag, skal jeg fortælle dig, hvordan dronten ordnede den sag.) Først ridsede den en væddeløbsbane op, der omtrent var formet som en cirkel. ("Det er for resten lige meget, hvilken form den har," sagde dronten.) Så blev alle de tilstedeværende stillet op langs væddeløbsbanen ... sådan hist og her, som det nu kunne falde sig. Der blev ikke sagt: "En, to, tre - af sted!"; de begyndte bare at løbe, når det passede dem, og holdt op, når de ikke gad mere, så derfor var det sandelig ikke let at vide, hvornår væddeløbet var forbi. Men da de havde løbet en halv times tid eller deromkring og var blevet helt tørre igen, råbte dronten pludselig: "Væddeløbet er forbi!" og nu stimlede de sammen om den og spurgte forpustet: "Hvem har vundet?"

Det spørgsmål kunne dronten ikke svare på, sådan uden videre. Den måtte først tænke sig godt om. Den sad derfor i lang tid med den ene finger trykket imod panden (sådan som Shakespeare og andre berømte digtere ofte gør på de billeder, man ser af dem), og imens ventede de andre i tavshed. Til sidst sagde dronten: "Alle har vundet, og alle skal have præmie."

"Men hvem skal uddele præmierne?" råbte et helt kor af stemmer.

"Hun, naturligvis," sagde dronten og pegede på Alice. Hele skaren samlede sig straks omkring hende, og alle råbte i munden på hinanden: "Præmier! Præmier!"

Alice vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre, og i sin fortvivlelse stak hun hånden i lommen og - der fandt hun en æske konfekt, der heldigvis ikke var blevet ødelagt af det salte vand. Hun delte nu konfekten ud som præmier, og det viste sig, at der lige netop var et stykke til hver.

"Men hun må da også selv have en præmie," sagde musen.

"Ja, selvfølgelig," sagde dronten meget alvorligt. "Har du andre ting i lommen?" fortsatte den og vendte sig om mod Alice.

"Kun et fingerbøl," sagde Alice bedrøvet.

"Giv mig det," sagde dronten.

Nu samlede alle dyrene sig igen omkring Alice, mens dronten højtideligt overrakte hende fingerbøllet med disse ord: "Vi anmoder dig herved om at modtage dette pragtfulde fingerbøl." Og da den var færdig med denne korte tale, råbte de alle sammen hurra.

dodo

Alice syntes, at det hele var temmelig komisk, men de så alle så alvorlige ud, at hun ikke turde le. Og da hun ikke kunne finde på, hvad hun skulle svare, bøjede hun blot hovedet og tog imod fingerbøllet med en så højtidelig mine som muligt.

Nu skulle de spise konfekten, og det gav anledning til en hel del spektakel og forvirring - de store fugle klagede nemlig over, at de ikke kunne smage noget, og de små fik deres stykker i den gale hals, så man måtte dunke dem i ryggen. Men til sidst blev det da overstået, og så satte de sig ned i en rundkreds og bad musen fortælle noget mere.

"Du lovede at fortælle mig din historie, husker du nok," sagde Alice. "Du skal sige, hvorfor du hader - k. og h.," tilføjede hun i en hviskende tone - hun var nemlig bange for, at hun skulle såre musen igen.

"Den er lang og bedrøvelig," sagde musen og vendte sig med et suk om mod Alice, der sad og kiggede - meget forbavset - på dens hale.

"Ja, lang, det er den virkelig," sagde Alice, "men hvorfor kalder du den bedrøvelig?" Og hun blev ved at spekulere over denne hale, mens musen for talte, og til sidst syntes hun, historien så således ud:

          Bister sa' til en
         mus, som den
        traf i sit hus:
       "Jeg anklager
      dig! Kom
       med, nu må
        retten afgøre
         trætten!
          Ingen ud-
            flugter,
            nej! Jeg
           har ingen-
          ting for, så
        dagen er vor."
       Musen svared
      lidt spag:
       "Jamen,
        bedste
         hr. hund -
          mig fore-
            kommer
             dog denne
                sag uden
              nævning
            og dommer
           som tids-
          spilde kun."
          "Stik din
          anke i lom-
          men og vær
            ufortrøden,"
             sa' Bister,
              "Jeg sørger
                for dommen
                 og døm-
                  mer dig
                herved
              til
           døden"'

"Du hører jo ikke efter," sagde musen strengt til Alice. "Hvad sidder du og tænker på?"

mouse telling story

"Undskyld ..." sagde Alice meget høfligt. "Men var du ikke kommet til den femte snoning?"

"Nej, jeg var ikke!" sagde musen vredt. "Og nu er det forbi - nu er det ude - med at tale ... "

"Hvad? ... Forbi? ... Har du en knude på din hale?" udbrød Alice og så sig forskrækket omkring. Og da hun altid gerne ville gøre nytte, sagde hun: "Lad mig hjælpe dig med at løse den op!"

"Nej, du skal ikke," sagde musen og begyndte at gå sin vej. "Jeg kan ikke holde din dumme snak ud!"

"Jeg mente ikke noget ondt med det!" jamrede Alice. "Men du bliver så let stødt ..."

Musen knurrede bare til svar.

"Ah, kom tilbage og fortæl din historie færdig!" råbte Alice efter den. Og alle de andre råbte også i munden på hinanden: "Ja, gør det!" Men musen rystede utålmodigt på hovedet og begyndte at gå hurtigere.

"Hvor var det dog kedeligt, at den ikke ville blive her!" sukkede papegøjen, så snart musen var ude af syne. En gammel krabbe benyttede lejligheden og sagde til sin datter: "Ja, mit barn, tag ved lære af dette - du skal aldrig lade vreden løbe af med dig!" - "Ti dog stille, mor!" sagde den unge krabbe næsvist. "Du kan få selv en østers til at tabe tålmodigheden!"

"Jeg ville ønske, jeg havde Dina her!" sagde Alice højt, uden at henvende sig til nogen bestemt. "Den skulle snart bringe musen tilbage."

"Og hvem er Dina, om man tør spørge?" sagde papegøjen.

"Det er vores kat," svarede Alice ivrigt - hun holdt nemlig meget af at snakke om sin kæledægge. "Og den er så dygtig til at fange mus ... kan du tro! Og jeg ville ønske, du kunne se den gå på jagt efter fuglene! Ja, den fanger og æder en fugl næsten lige så hurtigt, som den får øje på den!"

Da Alice havde sagt dette, blev der stor uro i forsamlingen. Nogle af fuglene skyndte sig straks bort. En gammel skade svøbte sig omhyggeligt ind i sit sjal og sagde: "Jeg må vist se at komme hjem nu. Min hals kan ikke rigtig tåle natteluften!" Og en kanariefugl råbte med skingrende stemme til sine unger: "Kom nu, kære børn, det er på høje tid, I bliver lagt i seng!" - Efterhånden forsvandt de alle sammen under et eller andet påskud, og pludselig var Alice helt alene.

"Jeg ville ønske, jeg ikke havde nævnt et ord om Dina!" sagde hun til sig selv i en bedrøvet tone. "Ingen bryder sig åbenbart om den hernede, og jeg er endda overbevist om, at det er den bedste kat i hele verden! Ah, kære Dina - mon jeg nogen sinde får dig at se mere?" - Nu begyndte den arme Alice at græde igen, for hun følte sig så ensom og forladt. Men lidt efter hørte hun atter nogen komme trippende, et stykke borte; hun så ivrigt op - hun håbede nemlig, musen havde skiftet mening, og at den vendte tilbage for at fortælle sin historie færdig.