www.ebbemunk.dk arrow Dansk landbrug
 

Forrige side   Næste side   Indhold   Stikord   Retur


5 Forord, noter m.v.


5.1 Forord

Denne hovedopgave i faget markedsøkonomi ved KVL handler om politiseringen af landbrugets forhold og herunder specielt betydningen for markedet for landbrugsvarer. Landbruget er ikke mere noget liberalt erhverv i Danmark. Dets forhold bliver i stigende grad reguleret af planlægning og samarbejde mellem landbrugere, landbrugsorganisationer, staten og EF.

Neoklassisk teori forudsætter, at produktion og handel sker i et liberalt, ikke-polititiseret miljø, og derfor gør den skete politisering neoklassisk teori mindre anvendelig. I stedet har jeg valgt at afprøve Gudmund Hernes' institutionelle økonomiske teori, der deler magten over markedet mellem tre parter: stat, organisationer og markedskræfter. Herved bliver det muligt at analysere økonomiske aktørers ophævelse af markedet ved monopol, og man kan også begynde at undersøge de store blandingsøkonomiske områder af dansk landbrugs forhold. Et særligt tydeligt eksempel på samarbejde mellem private aktører og det offentlige er de danske landbrugsorganisationers og statens samarbejde om EF-markedet.

Der er en snæver sammenhæng mellem hvad man kan erkende, og hvad man er i stand til at forklare teoretisk, og jeg må indrømme, at der er en vis overensstemmelse mellem min egen opfattelse og Hernes' institutionelle økonomiske teori. Jeg håber, at mine egne holdninger er tilstrækkeligt klart udtrykt til at andre kan få udbytte af teorien og opgaven, uanset om de er enige med mig eller ej.

Mens jeg har skrevet denne hovedopgave, har jeg været på to ophold på i alt syv måneder i Ungarn. Det blev gjort muligt af et stipendium fra den ungarske stat ifølge den dansk-ungarske kulturaftale,         hvilket jeg er meget taknemlig for. Oprindelig var det min plan at skrive en sammenlignende opgave om styringen af det ungarske og det danske landbrugsvaremarked, og det var med nogen ærgrelse, at jeg af hensyn til opgavens omfang måtte begrænse emnet til udelukkende at være det danske markeds forhold. Selv om denne opgave altså ikke kom til at handle om Ungarn, har jeg alligevel haft meget nytte af opholdet, specielt af besøg og diskussioner med landbrugssociologen Pál Juhász fra det kooperative forskningsinstitut i Budapest.

Desuden er jeg meget taknemlig for stadige råd og vejledning fra min lærer i faget markedsøkonomi, lektor Christian Jørgensen, Økonomisk Institut, KVL, og for en afsluttende kritik af manuskriptet fra forskningsleder, lektor Torben Bager og geograf Villy Søgaard, begge Institut for Samfunds- og Erhvervsudvikling, Sydjysk Universitetscenter. Tak til Jørgen Ole Bærenholdt for mange nyttige diskussioner om metode.

I opgaven har jeg valgt at oversætte de vigtigste fremmedsprogede citater for at øge læseligheden. Citaternes oprindelige ordlyd kan ses i bilag A.

Kolding i marts 1987

Ebbe Munk


Forrige side   Næste side   Indhold   Stikord   Retur