C.V. Jørgensens
sangtekster
C.V. Jørgensen, foto Torben Christensen

Vive la vie

(Vennerne og vejen)

.

Længe leve industrien

der vasker hænder uafbrudt

men øger svineriet

vel vidende at det er forbudt

længe leve ussel mammon

der fordrejer hovedet på enhver

længe leve menneskeaben

der er forblevet i de lyssky hængetræer

.

Længe leve ordensmagten

der som hyrder i en fåreflok

vogter på alt og alle

til den dag alle har fået nok

længe leve paranoia

der for alvor er kommet for at bli'

længe leve menneskemængden

der burde adles for alt det den finder sig i

.

Længe leve tro håb & kærlighed

til mennesker med mere

& længe leve livet selv

så længe noget sådant eksisterer

længe leve alles ret

til kvit og frit at kommunikere

og længe leve hvert minut

der går fra det begynder til det er slut

.

Længe leve præsteskabet

der korser sig på kryds & tværs

ved synet af en verden

der synger salmer på sidste vers

længe leve hykleriet

& den jomfru der blev rugemor

længe leve menneskebarnet

der flakker om på denne gudsforladte jord

.

Af og til så hænder det jeg tænker tanker

der ikke har meget med noget at gøre

og når det sker ser jeg det som en hellig pligt at gå

under jorden i stilhed inden døre

.

Længe leve videnskaben

der forsker så det er en fryd

med levende og døde

om hvem ingen her har hørt en lyd

længe leve de kaniner

vi forsøgsvis la'r slå ihjel

længe leve menneskehjernen

der har har udtænkt kun at tænke på sig selv